Fred i Mellemøsten – hold op med at spilde min tid

Overskriften er ikke min egen, men sagt af en særdeles god ven, jeg har i USA. Han og jeg har haft en fælles fortid med en del år i Mellemøsten i begyndelsen af 80erne. Han var udstationeret i Beirut, og jeg lagde vejen om ad Beirut så ofte, det var muligt. Han er i dag underviser i mellemøst-studier på et af USAs anerkendte universiteter, og han er på sine ”ældre” dage blevet en endnu større pessimist, end han var, da vi rejste Mellemøsten tyndt. Ikke pessimist på den opgivende måde, men pessimist på den allermest håbløst opgivende måde. Og det siger ikke så lidt. Slet ikke den del af verden.

 Når pessimismen er endnu højere, end den var dengang, så er det selvfølgelig ikke blot den komplet uløselige konflikt mellem palæstinenserne og israelerne, det drejer sig om. Ganske vist kan man – hvis man læser længe og dybt nok i de seneste forhandlingsprotokoller – sagtens tolke ind, at der er grundlag for, at de to parter vil acceptere – henad vejen - en palæstinensisk stat. Men det bliver ved ordene, hvad de seneste kamphandlinger i Gaza vidner om.

 Nej,  pessimismen er også vendt mod resten af Mellemøsten, mod USA og Europa, som hverken har viljen eller modet til at gøre noget afgørende for en fred i området. Alle er på baggrund af 11. september og den almindelig frygt for terrorister og islamiske fundamentalister låst fast i positioner, som kun gavner de elementer, der ønsker ikke ønsker forandring, fordi det betyder,  at de kommer til at ende deres dage som Saddam Hussein - for enden af et reb. Og så er der lige den del af det politiske spektrum i Israel, som heller ikke ønsker fred med palæstinenserne på de betingelser, der er i stillet op i diverse fredsforslag. Så palæstinenserne er dømt til evig fortabelse enten i en Gaza-stribe, som ikke vil være i stand til at brødføde ret mange familier, eller også i en palæstinensisk “stat”, der er splittet i så mange elementer, at det vil være svært at få nogetsomhelst til at fungere. De israelske bosættelser – også dem der formentlig bliver lovlige efter en fredsslutning – vil i praksis gøre det umuligt at sikre en enhedsstat.

 Så vi har i princippet flere millioner palæstinensere på evig forsørgelse enten på Vestbredden, i Gaza, i Jordan, i Syrien, eller i Libanon foruden dem, der forlængst har givet op og er søgt til Europa eller USA eller til Latinamerika eller de olierige stater. Det er stærke. De svage sidder tilbage og skal tåle Hamas og andre middelalderlige tosser, som venter på kalifatet.

  Men så skulle man jo tro, at de stærke – USA, Europa, Israel, Rusland og andre lignende lande sammen med de israelere, som er trætte af krig – kunnne finde en løsning sammen med de palæstinensere, som ikke sidder og venter på, at Israel skal styrte i havet med hjælp fra inkompentente arabiske herskere.  Men det kan ikke lade sig gøre. Og hvorfor ikke? Fordi vi i vores forskrækkelse over 11. september og den almindelige terrorfrygt ikke tør gå ind i en kritisk dialog med Hezbollah og Hamas. Ihvertfald ikke i de åbne fora. Og vi tør heller ikke fortælle Jordan og Egypten – de såkaldte moderate lande – at vi heller ikke er imponeret over deres fremgang på den demokratiske front. Og at vi også gerne ser, at de står op imod de ekstreme kræfter i f.eks. Hamas, der sidder og bygger raketter hjemme i baggården og smider dem i hovedet på israelerne. De to lande holder mund, når talen falder på Hamas. Så skræmte er de over deres egne fundamentalister, at der ikke kommer en kritisk bemærkning fra deres mund. Så dem kan vi glemme alt om.

 Og fra USA og Europa kommer der så til gengæld heller ingen kritiske røster mod Israel. Vi er nemlig angste for at blive beskyldte for at være antisemitter. Vi fortæller ikke israelerne, at vi er trætte af at blive løbet om hjørner med i forhold til bosættelser, som stik imod internationale aftaler ikke bliver rømmet, og at vi er trætte af, at våbenhvile og alt andet bliver bøjet og bukket efter alle kunstens regler, så ingen er helt sikker på, hvem der helt har ret, når en af parterne går amok.

 Min første udlandschef sagde engang til julefrokosten, da jeg kom hjem fra en hård tur på vestbredden i begyndelsen af 80erne, at det eneste, der er at gøre er at sænke “skidtet i Middelhavet”. Nu havde han dengang også 25 år på bagen som rejsende udlandsjournalist og havde derfor et kynisk forhold til magtpolitik. Det er noget, man udvikler henad vejen. Men det er nok også derfor, at jeg af og til forsøger stadig at holde en vis optimisme i hævd for at undgå at ende mine dage som en gammel sur mand. Jeg håber nemlig stadig på fred i Mellemøsten i min levetid.

 Men måske spilder jeg tiden. Jeg begynder at tro det.