Det realpolitiske NATO

Af Kristian Mouritzen 12

 Det er ikke nogen tilfældighed, at NATOs generalsekretær, Anders Fogh Rasmussen, i et debatindlæg i New York Times gør op med forestillingen om, at den vestlige forsvarsalliance kommer til at blande sig i Syrien ligesom den har interveneret i Libyen. NATO blander sig ikke i den første konflikt, fordi der aldrig – i modsætning til Libyen – vil kunne hentes støtte til en aktion gennem en Sikkerhedsrådsresolution i FN. Det skriver generalsekretæren. Dermed er forsvarsalliancens aktive medvirken til at forhindre folkemord i Syrien udelukket. I hvertfald med NATOs hjælp.

Det er selvfølgelig en sandhed med modifikationer. Selvfølgelig er NATO ikke afhængig af en resolution i FNs Sikkerhedsråd. En sådan er rar at have. Men absolut ikke nødvendig. Anders Fogh Rasmussen er imidlertid realpolitiker. Han ved godt, at han her kæmper mod en voldsom modstand. Det er selvfølgelig ikke NATOs skyld, at de vestlige lande intet foretager sig i tilfældet Syrien. Det er medlemslandenes problem, fordi ingen af dem ønsker at løsne op for det etniske kludetæppe ved at tvinge Syriens præsident Bashar al-Assad fra magten. Risikoen er for stor i modsætning til Libyen, hvor der ved første øjekast ikke alene geografisk eksisterer en skillelinje mellem de gode og de onde. Det er også temmelig let at blive enige om, at den libyske leder, Muammar Gaddafi, skal væk, fordi han i årtier har udgjort en konstant trussel mod Vestens sikkerhed og i øvrigt anses for at være helt utilregnelig.

I Syrien udgør præsidenten en sikkerhedsrisiko for både Vesten og for Israel. Men alle – inklusiv USA – håber, at han falder af sig selv, og at der forinden er skabt en løsning og en troværdig arvefølge. Næppe sandsynligt. Men en militær operation er helt udelukket.

Nu har Anders Fogh Rasmussen på den hårde måde måttet indset, at hans indflydelse som generalsekretær i alliancen ikke er stor. Han måtte igennem ydmygende nederlag op til krigen mod Gaddafi ved blandt andet ikke at blive inviteret til et afgørende møde i Paris. USA, Storbritannien og Frankrig spillede hovedrollen. Den franske præsident Sarkozy havde ikke tænkt sig at spille en underordnet rolle. Derfor var generalsekretæren ikke med, da Frankrig indkaldte til krigsråd forud for den militære aktion mod Gaddafi. NATO fik så rollen alligevel, men den lære, man kan drage af forløbet op til det endelige slag mod Gaddafi, er, at selv om Sikkerhedsrådet siger god for det, vil især de europæiske lande altid internt kæmpe om metode, midler og strategi. Især når USA som her vendte ryggen delvis til og klart meldte ud, at Washington ønskede at spille en tilbagetrukket rolle.

Generalsekretæren er godt klar over, at logikken i forhold til Syrien halter. Det, der foregår, kan udvikle sig til en virkelig skamplet på organisationen og på medlemslandene. Især hvis vi om nogle år skal stå til ansvar over for stærke, nye arabiske demokratier. De vil spørge, hvorfor vi tøvede dengang. Nu har vi svaret. Det er Sikkerhedsrådets og det internationale samfunds skyld. Dermed har især europæerne igen lagt sig på en defensiv kurs. Og det over for et regime, som indtil nu har dræbt 1000 af deres medborgere, som modigt har rejst sig i oprør mod det siddende regime. Har vi et forklaringsproblem? Jo, det er »samfundenes« skyld. Alle de andre. Ikke os.

12 kommentarer RSS

  1. Af . vangkilde

    -

    Al politik ligger i EUs parlament! NATO er en millitær
    alliance! — er Fogh blevet fejlplaceret, uden en millitær
    indsigt. Millitær og demokrati er en dårlig cocktail.

  2. Af Claus T.

    -

    Kristian Mouritzen har fuldstændig ret, når han påpeger, at Vesten får et forklaringsproblem over for de arabiske demokratier, som forhåbentlig vil se dagens lys i de kommende år.
    Vi må håbe, at EU vil håndtere situationen klogt.
    I første omgang kommer vi til at udvikle en konsekvent og pålidelig støtte til Tunesien, Ægypten og (forhåbentlig) Libyen, når disse lande så småt kommer i gang med at etablere et demokratisk system.

  3. Af Per Bekker-Madsen

    -

    Her ser vi samtidig også beviset for hvorfor en decideret EU hær aldrig vil blive anvendt. Franskmændene sætter deres egne interesser over alt andet, så en EU hær vil aldrig kunne anvendes hvis franske interesser er truet. Nej militær og demokrati behøver ikke være en dårlig cocktail, om man kan lide det eller ej, så har NATO netop været garant for at der ikke har været krige i Europa frem til Yugoslavien krisen. Mange af de myrderier der blev foretaget dengang skyldtes uduelige konfliktsky europæiske ledere som ikke ville gribe ind militært men ville løse problemet med forhandlinger. Lektien fra dengang og det samme nu er, at diktatorer ikke kan forhandles væk PERIOD Da fjolserne havde forhandlet i knap et år spurgte man NATO om hvor mange civile der ville bliver dræbt ved en NATO aktion. Svaret var 50.000 – aldrig sagde de europæiske ledere vi må forhandle, efter yderligere et år bad man NATO om at gribe ind. På det tidspunkt havde serberne likvideret over 250.000 mennesker. Skal vi nu anklage EU lederne på folkemord på 200.000? Problemet dengang var at Franskmændene var “venner” med serberne og de ønskede ikke en intervention.

  4. Af Thomas Borgsmidt

    -

    Du overser også lige en lille detalje: De militære operative muligheder i Syrien er en hel del vanskeligere.
    F.eks. er en decideret invasion af Syrien nok ikke mulig! Det er terræn, der er blevet kæmpet om siden tidernes begyndelse: Bogstavelig talt. Slaget ved Kadesh er det første slag, hvor man overhovedet kan få en idé om, hvad der egentlig foregik.

    Dernæst er der direkte grænse til Natomedlem. Sagt rent ud: Det bliver overordentlig svært.
    Hvordan Israel vil stille sig er heller ikke til at vide. Israel har jo ikke været fremme i skoene mht. Libyen – formentlig p.gr.af situationen i Syrien.

    Alle råb om “verdenssamfundets” hjælp afhænger faktisk af om den hjælp rent faktisk kan lade sig gøre.

  5. Af . vangkilde

    -

    Er NATO forældet! – det handler om “terror”,også den
    gang i Jugoslavien, hvor et lands indre anliggender
    af religiøse grunde skabte nye grænser og udrensning

    NATO er en forsvars-alliance! -som er begrænset af
    demokatiske aftaler, og derfor udstyret med med den
    svageste handlefrihed.
    Gammel daw´s krig er forvandlet til “terror” uden
    grænser!

  6. Af Jan S

    -

    “På det tidspunkt havde serberne likvideret over 250.000 mennesker.” skriver den uvidende Per Bekker-Madsen.

    Ifølge bosnierne selv er antallet af døde i krigen i Bosnien 97.000, heraf 25.000 serbere, så serberne må have likvideret de samme mennesker adskillige gange ifølge Per Bekker-Madsen. På den anden side at forholde sig til fakta er nok ikke et krav for at blive medlem af liberal alliance.

  7. Af Rita Sørensen

    -

    K. Mouritsen.
    Jeg må indrømme, jeg har svært ved at se vores skamfulde “forklaringsproblem”.

    Det kan da ikke være den vestlige verdens automatiske forpligtelse at udkæmpe de arabiske landes interne kampe mod deres egne diktatorer. NATO skal vel ikke betragtes som en samling af lejesoldater, som blot kan tilkaldes for at rede trådene ud i muslimske lande, hvor dele af befolkningen ønsker at skifte diktatoren ud.

    Fordi de unge løver i det såkaldte “arabiske forår” anvender paroler om frihed og demokrati – og har haft held til at sende Vesten i krig igen under dække af humanisme – giver det vel ikke vestens skatteydere en pligt til at sende NATO’s krigsmaskine af sted til hjælp, hver gang en despot skal vippes af pinden. Der er masser af kraft i araberne selv!

    Det må være landenes egen kamp.

    Det er helt fint med både Obamas og Europas mere defensive linie. Libyen-krigen er ikke køn at iagttage!

  8. Af Finn Bjerrehave

    -

    Nato undergraver tilliden til FN, da flyforbudszone, er blevet til alle mål på landjorden, incl Gadaffies familie, skammeligt.
    Nu bliver vores Anders utålmodig da ingen krige bliver afgjort fra luften( UPS krig, det var vel ikke mandatet) og talen bliver om omverdenen har en plan efter Gadaffy, og her kan Kina træde ind, besætte landet og tømme det for Olie, og arbejdet er gjort.
    Om denne mission bliver Natoe`s endeligt vil fremtiden vise, da deltagelsen og brug af navnet Nato, kun har 14% opbakning, og hvorledes Nato kan overleve det Arabiske kviksand, hvor FN,s mandat er fuldt indfriet, og vi venter kun på at FN siger stop, men det lykkedes nok ikke.
    Krigen mod Japan sluttede ikke engang efter 2 Atom bomber, men fordi man lovede Kejseren fortsat tillid, og der ligger måske løsningen i Libyen, da det er Gadaffy,s rede, og den vil han naturligvis aldrig forlade.
    Tak for diplomati.Finn Bjerrehave Vig

  9. Af Claus T.

    -

    @ Per Bekker-Madsen, Jan S:
    Iflg. Wikipedia omkom mellem 100.000 og 110.000 under krigen i Bosnien. http://en.wikipedia.org/wiki/Bosnian_War

    Hvorfor greb Europa ikke ind i borgerkrigen på et langt tidligere tidspunkt?
    Det var fordi hverken England, Frankrig eller Tyskland ønskede det.
    Det var USAs præsident, Bill Clinton, som til sidst fik nok og gennemtvang en væbnet intervention.
    Da Serbien kort efter forsøgte sig med samme adfærd i Kosova, havde vestmagterne lært lektien, og man greb prompte ind og afværgede formentlig en katastrofe af bosniske dimensioner.

    Alt dette har dog ikke meget med den nuværende situation i de arabiske lande at gøre. Her ser vi, at i hvert fald nogle af de korrupte arabiske diktaturer er under hårdt pres af deres egne befolkninger.
    Det delikate i situationen er, at disse diktaturer næsten uden undtagelse (Syrien) støttes helhjertet af Vesten.
    Vi skal altså til at forklare de arabiske befolkninger, hvorfor vi egentlig har støttet deres bødler.
    Det bliver ikke nogen nem opgave.
    Men lad os håbe, at læren fra Tunesien, Ægypten og Libyen bliver, at vi altså bliver nødt til at vælge side – for demokrati og imod diktatur.
    Også selvom det koster her og nu.

  10. Af Per Bekker-Madsen

    -

    Jan@ Jeg skrev ikke noget om Bosnien! Jeg skrev Jugoslavien, hvis du gad at undersøge sagerne inden du bare sprøjter løs med gylle. Hvis du gad at bruge Google kan du finde følgende: During the time Miloševic was in power, 250,000 persons reportedly were killed in the Balkan states, 90 percent of them civilians. From 1991 through 1995, approximately 690,000 refugees—almost half of them younger than 28 and nearly three-fifths of them female—fled the war in Croatia and Bosnia-Herzegovina and entered Serbia. About 300,000 people from Serbia, most of them highly educated, left Serbia in the 1990s. About 740,000 Kosovar Albanians were expelled from Kosovo in 1998 and 1999, many fleeing to nearby Albania and Macedonia. In the year 2000 an estimated 230,000 displaced persons from Kosovo as well as 500,000 refugees from Bosnia and Croatia were living in the FRY (including Montenegro). In September 2000 about 82,000 ethnic Albanians who had fled Kosovo returned to that province, although almost 223,000 Kosovo Serbs, Roma, and members of other minority groups continued to be displaced inside Serbia and Montenegro. Other counts indicated that about 400,000 refugees remained in Serbia in early 2001.

    Read more: Serbia – History Background – Percent, Kosovo, Population, Fry, Serbian, and Miloševic http://education.stateuniversity.com/pages/1320/Serbia-HISTORY-BACKGROUND.html#ixzz1OVTA1D4P

    Kald mig bare uvidende, men jeg var sku med i den skide krig…

  11. Af Jan S

    -

    @Per Bekker-Madsen: Jeg skriver med udgangspunkt i fakta, mens dine to indlæg afslører, at du ikke aner, hvad der er op og ned ift. krigene i det tidligere Jugoslavien.

    For det første: Du siger at du “ikke skriver noget om Bosnien”, men om “Yugoslavien” (første gang jeg har set det blive stavet på dansk med Y). Men du fabler løs om en proces, hvor man “havde forhandlet i knap et år” og “efter yderligere et år bad man NATO om at gribe ind.” Hvis der ikke er tale om Bosnien, hvad i alverden er der så tale om? NATO var ikke indblandet i krigen i Kroatien og Kosovo-krigen var ikke en 2-årig proces, hvor der var lagt op til forhandlinger fra Vestens side. Derudover så skriver du “efter yderligere et år bad man NATO om at gribe ind. På det tidspunkt…”. På det tidspunkt må så være 1995, altså 4 år før Kosovo-krigen, som fandt sted i 1999.

    For det andet: Jeg refererer til en rapport udarbejdet af en uafhængig bosnisk institution som navngav samtlige krigsofre i Bosnien, i alt ca. 97.000, heraf 64.000 bosniske muslimer og 25.000 serbere og hvis materiale bliver brugt af krigsforbryderdomstolen i Haag som dokumentation ifm. deres retsager. Du bruger som kilde det første bedste opslag du tilfældigvis har googlet dig til uden nogen som helst referencer. Så hvem er det, der spreder gylle på denne her side?

  12. Af Per Bekker-Madsen

    -

    Suk – Så kom den røde mand op i det røde felt igen.
    Det er da dejligt at du kan belære mig om hvordan man staver til Jugoslavien, tak for det. Og så prøver vi igen… Undersøg dog sagen inden du kapper hovedet af folk. Bosnien var kun en enkelt stat i det tidligere Jugoslavien. Ialt var der: Serbien (Central Serbien, Vojvodina samt Nord Backa), Bosnien/Herzegovina, Kosovo, Makedonien, Montenegro, Kroatien samt Slovenien. Herudover led også Albanien store tab. Så Jugoslavien består ikke af Bosnien alene.

Kommentarer er lukket.