Cyperns tvivlsomme formandskab

Af Kristian Mouritzen 5

Jeg havde forleden en klumme http://www.b.dk/kommentarer/cyperns-formandskab som var lidt barsk i tonen over for det cypriotiske EU-formandskab de næste seks måneder – måske også barskere end jeg normalt ville skrive det, hvis det havde været næsten ethvert andet formandskab. Essensen i min klumme var, at det er godt, at vi har fået Lissabon traktaten, fordi det inddæmmer trods alt mulighederne for, at et formandskab kan træde helt ved siden af. Og det mener jeg, at der er store muligheder for netop i Cyperns tilfælde, dels fordi landet er medlem af euro’en og har store særinteresser i at sætte kursen forkert i forhold til budget og gældskrisen, og dels fordi Cypern har en række særdeles betænkelige samarbejdspartnere – Rusland og Syrien – som gør, at landet på det udenrigspolitiske område har svært ved at navigere i Mellemøsten med den nuværende krise i Syrien. Og dertil kommer Sydcyperns politiske og økonomiske binding til Grækenland, landets uløste problemer med Tyrkiet og en præsident, som tilhører det kommunistiske AKEL-parti, og som intet har fattet i alvoren i gældskrisen, hvis man ellers skal tro en række britiske aviser, der citerer præsidenten for – samme dag som Cypern overtager formandskabet – at lånene fra Rusland er bedre end lignende fra EU, fordi Moskva ikke stiller betingelser, og at han ikke kan se problemer i at modtage lånene derfra. Jeg har ikke set et dementi i Financial Times endnu fra Cyperns side, så jeg må tro, at citatet er korrekt.

Dertil kommer, at græskcyprioterne sagde nej til den løsning på striden, der var forhandlet på plads få år efter, at de i København under det danske formandskab slap ind i EU, fordi Grækenland truede med at blokere for østudvidelsen, hvis ikke Cypern kom med. Den vare, Cypern skulle levere som tak for medlemskabet i form af en politisk løsning er ikke leveret. Selv om der skal to til en aftale, så bærer græsk-cyprioterne et ansvar for også at bidrage til den del af festen, så vi ikke for evigt har en uløst konflikt stående i Europa. Græsk-cyprioterne sagde nej til planen i 2004. Den bedste mulighed indtil nu for at finde en løsning. Og selv om den nuværende præsident bestemt har haft et ansvar efterfølgende for blandt andet en åbning af grænsen, så har hverken tyrk-cyprioterne eller græsk-cyprioterne efterfølgende for alvor sat sig til forhandlingsbordet for at få afsluttet konflikten. En vedvarende deling af øen ser ud til at blive den endelig løsning, hvilket måske er godt for det internationale samfund, så vi slipper for at høre mere om Cypern konflikten. Men næppe godt for cyprioterne på så lille et sted.

EU er ikke kun et politisk projekt. Det er i høj grad blevet langt mere end det – nemlig også et økonomisk projekt af betydelig dimensioner. Der må alle bidrage til at få projektet til at køre. Kan Cypern det? Foreløbig er faktum, at der er gjort alt for lidt for at bringe landet på rette økonomiske kurs. Jo, der er handelszoner, der gavner erhvervslivet, og der bliver ikke stillet alt for mange spørgsmål, men det gavner næppe helheden i EU. Men præsidenten og dermed den cypriotiske regering har intet gjort for for alvor at tage et nødvendigt opgør for at få gennemført nødvendige reformer. Hvis grækerne har haft begunstigelser for deres offentligt ansatte, så har Cypern ikke holdt sig tilbage.

Men hvad er problemet. Cypern udgør en latterlig lille økonomi. Cypern nyder de samme politiske goder som alle andre medlemmer, og sådan må det også være. Men det kræver så også, at der bliver vist vilje til at samarbejde med EU også om gennemførelse af nødvendige reformer og ikke mindst en løsning på krisen med Tyrkiet. Vi skal alle betale gildet. Det er svært, indrømmet, men ikke umuligt. Til gengæld oplever vi, hvad mine cypriotiske venner kalder for en genoplivning af en græsk-cypriotisk nationalisme, der ikke gavner en genforening. Og formentlig står situationen ikke meget bedre i nord, hvor tyrkerne har siddet på magten siden 1974. Men en løsning var inden for rækkevidde. En løsning der altså ikke blev grebet i tide.

Det er ærgerligt. Jeg har selv boet på Cypern og besøger landet ofte. Jeg har mange venner der, og der er ikke mange af dem, der har de store tanker om den nuværende regerings evner til at klare krisen. Det behøver ikke at betyde så meget – det kan jo være, at jeg har de forkerte venner – men de udtalelser, der kommer fra den cypriotiske præsident er alt muligt andet end beroligende.

Så derfor. Tak for Lissabon-traktaten. Den giver os en vis sikkerhed for, at der trods alt ikke sker for mange uforudsete ting. Dem er der rigeligt af i forvejen.

 

 

 

5 kommentarer RSS

  1. Af Hans Jørgen Nielsen

    -

    Ja selv tak, do. DOH!

    Uden Lissabon ville der jo slet ikke være et “stort politisk projekt” som skulle holdes kørende, såeh…

  2. Af Hans Jørgen Nielsen

    -

    EU er blevet — som Drude Dahlerup korrekt forudså — pølse på pølse på pølse.

    Widening har alle dage været et britisk og jysk ønske. Miseren opstod da franskmændende insisterede på samtidig at få deepening. Det er jo umuligt at få begge dele samtidig. Derfor fremstår de som hjalp med udvidelsen i 2004 som nogle umuligusser, fordi de vidste jo at der ville komme deepening samtidig med udvidelsen, ja måske ønskede de ligefrem denne superstruktur — som krisen siden 2008 nu har tydeliggjort ikke fungerer.

    Britisk og jysk sund fornuft
    Det er jo Britisk sund fornuft at skal mange være sammen i en klub, så skal samarbejkdsformerne være løse – ligesom blandt de lande som har tiltrådt North American Free Trade Aggreement (NAFTA). USA og Canada rummer i sagens natur en god del britisk fornuft ( + tysk effektivitet og charme fra latinerne – de tre ting som alle amerikanere har fået i vuggegave). Enhver med lidt omløb i hovedet ved at sund fornuft er det vigtigste af de 3 ting, som udgør den amerikanske succes-opskrift). Tyskerne — særligt rundt Hamborg og Hannover — ville også kunne trække med på denne britisk inspirerede hammel (altså et løst handelssamarbejde), men som sædvanlig er det franskmændene som har ageret spoilere. Franskmændende er en katastrofe, med mindre deres input kun er…charme. det er det de er bedst til.

  3. Af Hans Jørgen Nielsen

    -

    For ligesom at gøre ansvars-fordelingen færdig, så lad mig slutte med at liste de offentligt ansatte sønderjyder, som varmt har arbejdet for de fransk inspirerede planer:

    Poul Schlüter fra Tønder, Poul Nyrup Rasmussen fra Esbjerg, Helle Thorning Schmidt (begge forældre fra Haderslev Stift – faderens familie fra Tyskland), Niels Thygesen og Henning Christophersen (fædre født i Haderslev Stift) og wammel-Wammen (ligeledes fra Sønderjylland), Lykke Friis (Fader fra Åbenrå, moder fra Tyskland), og fra akademiets verden: Marlene Wind (Fader sønderjydsk præst og moder højskolelærer i…Sønderjylland).

    Det vi ved om denne befolkningsgruppe er at de kan blive angrebet af svære tilfælde af konsensus-mageri og flok-tænkning med ubændig trang til at strække ben og gå i takt UDEN at kontemplere om øvelserne måske er skadelige for Europas folk.

  4. Af Lisa Ahlqvist

    -

    CYPERN ER I MELLEMØSTEN, IKKE I SKANDINAVIEN
    Tror nok, at du forventet alt for meget fra en lille østat som Cypern, med en befolkning ca på samme størrelse som Københavns Kommune, dvs omkr. 800.000 indb.

    Forholdene er også betydeligt anderledes end f.eks. i Sverige og Danmark, da Cypern i sin dagligdag nødvendigvis lever i det besværlige, ulogiske og meget urolige Mellemøsten, hvilket du ikke tager højde for.

    At Cypern er venligsindet med Rusland og barbariske Syrien er ligeledes et af Mellemøstens kendetegn, hvor den ubrydelige regel byder, “Min fjendes fjende er min ven!”.

    Og hvis Cypern kan låne penge i Rusland, til lavere rente end i EU, kan jeg intet galt se i det. Man skal vel være lidt mindre intelligent, hvis man låner til absolut højeste rente, blot for at tilfredsstille grådige EU finansjonglørere.

    Når man er placeret i Mellemøsten, må man nødvendigvis hyle med de ulve, man er i blandt. Ligesom Danmark og Sverige hyler på en hel, hel anden måde end Cypern.

    For Cypern er så sandelig ikke Skandinavien og Skandinavien er heller ikke Cypern.

    Derfor synes jeg, at du går helt galt i din analyse, da du insistere på, at Cypern skal leve op til dine forventninger. En analyse som kun kan gå galt.

    Den eneste rigtige måde at gøre det på er selvfølgelig at forholde sig til Cyperns faktiske forhold og omgivelser.

    Og det er der, det går helt galt i din artikel.

    Lisa Ahlqvist

  5. Af Urs Overgaard

    -

    Den gode vilje er ikke nok; reformer er vejen frem.

    Det er meget tvivlsomt, om de europæiske lande har vilje til virkelige, dybtgående reformer, da reformer ofte gør ondt – meget ondt.

    Men kernen af de udfordringer som EU står overfor, og som er selve årsagen til krisen er de 27 EU-landes enorme – men helt naturlige forskelle i mentalitet, kultur og økonomi. At ville samordne de meget forskellige økonomier eller bringe alle 27 EU-lande under én paraply, er simpelthen umuligt.

    Men dybtgående reformer er en nødvendighed, for at landene kan være mere konkurrencedygtige.

    Konstant udvikling og reformer, der er tilpasset tiden, er vejen til øget vækst, job og velfærd og for at bringe os gennem krisen.

    “Hvad fremtiden angår, er det ikke din opgave at forudse den, men at gøre den mulig.” (Antoine de Saint-Exupery, 1900 – 1944, fransk forfatter og flyver)

Kommentarer er lukket.